Relevante links
Her finder du links til relevant lovgivning ud fra de forskellige anbringelsesgrundlag:
Kommunalbestyrelsen skal sikre, at alle børn og unge på sikrede institutioner og særligt sikrede afdelinger tilbydes en screening med henblik på at få afdækket et eventuelt behov for psykiatrisk udredning. Screeningen forudsætter samtykke fra forældremyndighedsindehaver og den unge, der er fyldt 15 år. Jf. Barnet Lov § 64 stk. 1.
Desuden fremgår det af Bekendtgørelse om Voksenansvar for anbragte børn og unge, BEK.nr. 263 af 15 marts 2024 jf. § 14, stk. 1 at børn og unge anbragt på sikrede og særligt sikrede afdelinger, og som ikke allerede har fået foretaget en psykiatrisk udredning, skal tilbydes screening med henblik på at få afdækket et eventuelt behov for psykiatrisk udredning.
Stk. 2, Screeningen forudsætter samtykke fra forældremyndighedsindehaver og den unge, der er fyldt 15 år.
Stk. 3, I forbindelse med anbringelsen fremsender kommunen til sikrede eller særlig sikrede afdeling sagsakter, som er relevant for screeningen.
Stk. 4, Screeningen skal være påbegyndt senest 1 måned efter anbringelsen på den sikrede eller særligt sikrede døgninstitution.
Stk. 5, Screeningen kan foretages af en psykolog eller en person med lignede baggrund eller efteruddannelse. Screeningen skal have et omfang og en kvalitet, der kan angive, om der er behov for en psykiatrisk udredning.
Screeningen foretages inden for de rammer, der er vedtaget for alle sikrede institutioner, med de tids- og metodemæssige begrænsninger der foreligger. Der er tale om en screening, som ikke bør sidestilles med en egentlig og mere omfattende psykologisk eller psykiatrisk udredning eller undersøgelse.
På de lokale hjemmesider er det muligt at finde yderligere information om, hvilke behandlingskomponenter der tilbydes eller evt. kan tilkøbes på de enkelte institutioner.
Hvis der er tale om varetægtssurrogater:
Retsplejeloven angiver, at politiet i forbindelse med en varetægtskendelse kan få fastsat kriterier for besøg (og andre kontaktmuligheder). Disse skal sikres af den sikrede institution, så længe kendelsen fastslår sådanne indskrænkninger. Straks vilkåret om besøgsforbud/restriktioner ophæves, har vedkommende ret til besøg uafhængig af tidligere kendelse.
Uanset der er en kendelse om besøgsforbud, vil der desuden altid være mulighed for besøg af den unges rådgiver, forsvarsadvokat og evt. anden offentligt udpeget kontaktperson.
Hvis der af kommunens Børne- og Ungeudvalg er fastsat restriktioner vedrørende besøg:
Kommunen eller Børne- og Ungeudvalget kan ved alle anbringelser af social karakter fastsætte vilkår om besøg. Restriktioner vil fremgå af Børne- og Ungeudvalgets afgørelse.
Barnets lov §104
Stk. 2. Kommunalbestyrelsen skal om fornødent træffe afgørelse om omfanget og udøvelsen af samværet og kontakten og kan fastsætte nærmere vilkår for samværet og kontakten. Kommunalbestyrelsen skal foretage en konkret og individuel vurdering ud fra forholdene i den enkelte sag, herunder ud fra barnets eller den unges alder, modenhed og eventuelle funktionsnedsættelse. Ved afgørelsen skal der lægges særlig vægt på hensynet til barnet eller den unge og formålet med anbringelsen.
Stk. 5. Der kan ikke efter stk. 2 træffes afgørelser, som medfører, at samvær og kontakt kun må finde sted mindre end en gang hver fjerde uge, jf. dog stk. 4. En sådan afgørelse sidestilles med en afbrydelse af forbindelsen og skal træffes af børne- og ungeudvalget efter § 105.
” § 105. Når det er nødvendigt af hensyn til barnets eller den unges sundhed eller udvikling, kan børne- og ungeudvalget for en bestemt periode træffe afgørelse om følgende:
1) At samvær kun må foregå under tilstedeværelse af en repræsentant for kommunen.
2) At afbryde forbindelsen i form af samvær eller brev-, e-mail- eller telefonforbindelse eller anden kommunikation mellem forældrene eller netværket og barnet eller den unge.
3) At barnets eller den unges anbringelsessted ikke må oplyses over for forældrene eller netværket.”
Uanset at kommune eller Børne- og Ungeudvalg har truffet beslutning om indskrænkning i besøg m.v., skal rådgiver, evt. forsvarsadvokat og evt. særlig offentligt udpeget støtteperson have adgang til besøg.
Hvis barnet er underlagt afgørelse af Ungdomskriminalitetsnævnet:
Ungdomskriminalitetsnævnet kan desuden træffe afgørelse om besøgsforbud/indskrænkninger efter reglerne i Barnets lov (de samme regler som nævnt ovenfor i forhold til Barnets lov).
Hvordan kan besøg finde sted:
Udover ovenstående indskrænkninger, hvor politi/retsvæsen eller kommune/Børne- og Ungeudvalget har truffet afgørelse om evt. indskrænkninger i besøgsret, skal følgende iagttages.
Udgangspunktet for alle anbragte børn og unge er således, at besøg skal kunne finde sted, medmindre der som allerede nævnt er givet besøgsforbud eller foretaget konkrete indskrænkninger i denne ret. De sikrede institutioner skal derfor give mulighed for besøg af både familie og venner.
De unge skal dog kunne passe skole m.v., hvorfor besøg bør foregå udenfor skoletiden. Der skal endvidere være personale til rådighed, der kan tage imod gæster, hvorfor besøg skal være anmeldte. Personalet skal endvidere have mulighed for at vurdere, hvorvidt de vil anvende muligheden for at undersøge de besøgendes lommer m.v. for at sikre, at disse ikke medbringer genstande o. lign, der truer sikkerheden på tilbuddet.
Lov om Voksenansvar
Undersøgelse af besøgende på sikrede døgninstitutioner
- 16 c. Besøgende til børn og unge, der er anbragt på sikrede døgninstitutioner efter § 43, stk. 3, i barnets lov, må ikke medbringe effekter, der kan true ordenen eller sikkerheden på institutionen.
Stk. 2. Personalet kan som betingelse for et besøg kræve, at en besøgende tømmer sine lommer og tasker og undersøges med en scanner med henblik på at sikre, at effekter omfattet af stk. 1 ikke bringes ind på institutionen.
Stk. 3. Effekter omfattet af stk. 1 anbringes under besøget med den besøgendes accept i et aflåst rum eller skab.
Stk. 4. Lederen af institutionen eller dennes stedfortræder kan afvise en besøgende, der ikke vil tømme sine lommer og tasker og undersøges med en scanner efter stk. 2 eller lade sine effekter opbevare under besøget efter stk. 3.
Grundet forskellige sikkerhedshensyn kan hvert tilbud fastsætte, at besøg skal foregå i besøgsrum – medmindre der er tale om individuelle tilsyn fra tilsynsmyndigheden, hvor rådgiver også skal vurdere de unges opholdsrum. Der kan evt. også aftales andre undtagelser.
Hvert tilbud kan desuden fastsætte, hvor mange besøg pr. uge, tidspunkt samt hvor mange besøgende pr. gang. Tilbuddene har forskellige muligheder for at modtage gæster – bl.a. afhængigt af hvor mange besøgsrum, der er til rådighed, hvor store disse er, samt hvor mange personaler, der er til rådighed for at modtage gæster, herunder vurdere, hvorvidt den/de besøgende medbringer genstande, der kan bringe sikkerheden i fare på tilbuddet. Der henvises således til de enkelte tilbuds hjemmesider, hvor der vil fremgå, hvordan og hvornår besøg kan aftales.
Indledningsvis skal det nævnes, at personer, der er i varetægtssurrogat, som udgangspunkt transporteres af politiet/kriminalforsorgens særlige transportgruppe.
Al kørsel forsøges minimeret, da hensynet til begrundelsen for opholdet på en sikret/særligt sikret institution tilsiger, at de unge forbliver på institutionen.
I mange tilfælde vil kørsel med de unge være omfattet af store sikkerhedsmæssige foranstaltninger, da de sikrede institutioner, der er oprettet og godkendt af Socialtilsynet, er godkendt efter den Sociale lovgivning, hvor institutionerne ikke har særligt sikkerhedsudstyr, der kan anvendes under transport, som det gør sig gældende for eksempelvis politiet, der har særlige køreveste, hvori borger kan fastspændes uden, at borger har mulighed for at frigøre sig under kørslen.
Der kan dog opstå situationer, hvor kørsel med de unge er nødvendig. Det kan eksempelvis være til aktiviteter udenfor den sikrede institution, hvor den unge skal møde op.
Det kan dreje sig om: Læge, tandlæge, møder i retten, hvor politiet ikke har forpligtigelsen til kørsel, møder i Børne- og Ungeudvalg, møder i Ungdomskriminalitetsnævnet og enkelte gange hos Ungekriminalforsorgen, hvis Ungekriminalitetsnævnet har indkaldt den unge til tilsyn i kriminalforsorgens lokaler.
Da de sikrede institutioner ikke har udgifter til kørsel samt ledsagelse af de unge under kørsel budgetlagt, vil kommunen blive mødt med en ansøgning om en tillægsbevilling til kørsel samt evt. merudgift for ledsagende personale. I visse tilfælde har leder af den sikrede institution vurderet behov for to ledsagende personaler alene af sikkerhedsmæssige grunde. Det kan således også af arbejdsmiljømæssige grunde besluttes, at ledsagelse af en ung skal varetages af to personaler.
Hvis der er indkaldt ekstra personale til kørselsopgaven, vil der være tale om en merudgift, hvortil den sikrede institution søger om en tillægsbevilling.
I enkelte tilfælde skal kommunen selv, efter indstilling fra lederen af den sikrede institution, træffe afgørelse om tilladelse til udgang, hvilket fremgår af Voksenansvarsbekendtgørelsen § 13 stk. 3. Af denne ses desuden, at kommunen skal tage stilling til ledsagelse under udgangen.
Der kan være en forskelligartet praksis fra tilbud til tilbud. Søg derfor altid oplysninger herom på det enkelte tilbuds hjemmeside. Et tilbud er altid forpligtet til at sikre, at de unge ikke kommer galt afsted under skole/arbejdsforhold, hvor den enkelte institution altid har en forsikring vedrørende dette forhold.
Standardkontrakten (version 2.1), der indgås mellem handlekommune og leverandør af det sikrede tilbud, har endvidere i kolonne 16 en oversigt over, hvilke forsikringsforhold den enkelte leverandør har medtaget i taksten for opholdet.
Varighed af anbringelse
Under 15 år: sociale anbringelser
En ung anbringes i op til tre måneder, hvorefter kommunen kan træffe en administrativ afgørelse om anbringelse i yderligere tre måneder, såfremt den unge fortsat opfylder betingelser for fortsat anbringelse på sikret afdeling/særligt sikret afdeling.
Efter de seks måneder skal kommunen forelægge mulig forlængelse i Børne- og Ungeudvalget, såfremt det vurderes, at den unge opfylder betingelserne for fortsat anbringelse.
Børne- og Ungeudvalget træffer afgørelse om, den unge fortsat skal være anbragt i yderligere tre måneder, idet en forlængelse ud over de seks måneder skal ske på baggrund af skift af anbringelsesgrundlag, hvorfor kommunen ikke alene kan træffe denne afgørelse.
Anbringelsen for en ung under 15 år må max være af en varighed på ni måneder for begge anbringelsesårsager.
Over 15 år
En ung over 15 år kan højst være anbragt i op til 12 måneder på et sikret/særligt sikret børn- og ungehjem. Anbringelsen på de 12 måneder sker på baggrund af afgørelse om forlængelse fra anbringende kommune, såfremt den unge opfylder betingelserne for fortsat anbringelse med det samme anbringelsesgrundlag, skal sagen ikke forelægges Børne- og Ungeudvalget, hvis den samlede tidsfrist for anbringelsen ikke overskrides.
Såfremt den unge i forbindelse med sin anbringelse på sikret/særligt sikret skifter anbringelsesgrundlag, skal sagen forelægges Børne- og Ungeudvalget for stillingstagen herefter beslutning om evt. forsat anbringelse på sikret.
Under 15 år
En ung anbringes i op til tre måneder, hvorefter kommunen kan træffe en administrativ afgørelse om anbringelse i yderligere tre måneder, såfremt den unge fortsat opfylder betingelserne for fortsat anbringelse på sikret/særligt sikret.
Efter de 6 måneder skal kommunen forelægge en forlængelse i Ungdomskriminalitetsnævnet, såfremt det vurderes, at den unge opfylder betingelserne for fortsat anbringelse.
Ungdomskriminalitetsnævnet træffer afgørelse om, den unge fortsat skal være anbragt i yderligere tre måneder, idet en forlængelse ud over de seks måneder kun kan ske på baggrund af skift af anbringelsesgrundlag, hvorfor kommunen ikke alene kan træffe denne afgørelse.
Anbringelsen for unge under 15 år må max være af en varighed på ni måneder.
Over 15 år
En ung over 15 år kan højst være anbragt i op til 12 måneder på et sikret/særligt sikret børn- og ungehjem. Anbringelsen på de 12 måneder sker på baggrund af afgørelse om forlængelse fra anbringende kommune, såfremt den unge opfylder betingelserne for fortsat anbringelse med det samme anbringelsesgrundlag, skal sagen ikke forelægges Ungdomskriminalitetsnævnet.
Såfremt den unge i forbindelse med sin anbringelse på sikret/særligt sikret skifter anbringelsesgrundlag, skal sagen forelægges Ungdomskriminalitetsnævnet for stillingstagen herefter.
Generelt ved begge hhv. under og over 15 år er man som sikret afdeling og særligt sikret afdeling underlagt at være medvirkende til at sikre, at den unge overholder de vilkår, den unge er underlagt ifm. med sit forbedringsforløb.
- En Ungdomssanktion er en dom til en toårig struktureret og kontrollerede socialpædagogisk behandling i tre faser. Fase et kan være anbringelse på sikret børne- og ungehjem. Fase to og tre, er i åbne rammer.
- Varigheden på et sikret børne- og ungehjem for en ung, der er idømt en ungdomssanktion, må højst vare 12 måneder under hele forløbet på de to år. Hvorfor en ung fx ikke kan komme tilbage i fase et i løbet af de to år, såfremt den unge allerede har anvendt de 12 måneder i sikrede rammer, medmindre den unge begår fornyet kriminalitet indenfor domsperioden, hvor retten har mulighed for at forlænge længstetiderne med op til seks mdr., herunder opholdet på sikret afdeling.